mandag den 27. april 2009

Sydafrikanerne gaar til stemmeurnerne

Resultatet af den endelige optaelling er paa forhaand klart. African National Congress (ANC) vinder valget i Sydafrika. Men der er en stadig stigende frustration og utilfredshed med partiet, der i manges oejne har svigtet den fattige del af befolkningen.

Koeen snor sig langs muren og rundt omkring et hjoerne af kirken, som i dagens anledning er blevet til et valgsted. Omkring fyrre mennesker staar og venter paa at afgive deres stemme. Det er morgen, luften er stadig lidt koelig, nogle gaber og andre staar og straekker sig.
Jeg er i Guguletu, et sort township uden for Cape Town. Jeg er fulgt med Juliet, som selv bor i kvarteret, hen for at stemme. Det er d. 22. april og alle i hele Sydafrika har fri paa grund af valget. Paa trods af apartheids fald i 1994, bor der stadig kun sorte i Guguletu ligesom i de andre townships i omraadet, og jeg er da ogsaa den eneste hvide der staar og venter i koeen.

Vinderen efter apartheid
"Jeg holder mig til ét parti – ANC – og det goer de fleste ogsaa", raaber Juliet glad ud i maengden, da jeg diskret spoerger til, hvem hun vil stemme paa. "Og det goer jeg mest af alt paa grund af Mandela".
Juliets parti haaber paa at vinde valget med to tredjedele af stemmerne. Hvis man dog lavede en meningsmaaling blandt de cirka fyrre mennesker her omkring mig, ville partiet vinde med et overvaeldende flertal. Mange har T-shirts paa med ANC-slogans, hvor der er et stort billede af praesidentkandidaten, Jacob Zuma, paa maven og neden under staar der "Vote ANC – Working together we can do more".
Mange fortaeller, at de stemmer paa dette parti, fordi det var partiet, der befriede Sydafrika fra apartheid. Det er kun femten aar siden, at apartheidsystemet blev besejret, saa det staar stadig klart i mange menneskers bevidsthed.
"ANC er den eneste frihedsbevaegelse, der er blevet testet, og vores politik var relevante dengang, ligesom den er det i dag", fortaeller 25-aarige Bongani Mabusela, der er aktivt medlem af partiets ungdomsliga. "Der er stadig mere at kaempe for i Sydafrika, og ANC er partiet, som kan tage kampen op".
Mabusale erkender, at hans parti kunne have gjort mere. Han skynder sig dog at tilfoeje, at "der ogsaa er blevet bygget rigtig mange huse til den fattigere del af befolkningen, og mange har faaet el og vand efter 1994".

Oekonomisk apartheid
I tydelig modsaetning til Mabusale, staar Patrick Bond. Bond er tidligere raadgiver for Nelson Mandela, i dag professor ved KwaZulu-Natal Universitetet og leder af Center for Civil Society Studies i Durban. Han har en klar mening om, at ANC paa mange punkter har forvaerret tilstanden i Sydafrika.
"I dag har vi oekonomisk apartheid i stedet for race-apartheid", fortaeller han. "ANC-regeringen har aendret sin politik fra at vaere typisk socialdemokratisk til at vaere pro-markedsorienteret".
Bond mener, at det i dag er skyld i den store arbejdsloeshed og fattigdom, som er
i Sydafrika. Mens Danmark er det land i verden med mindst ulighed, er Sydafrika et af de mest ulige lande i verden med en enorm kloeft mellem rig og fattig.
"Vi ser, at regeringen taler om venstreorienterede politikker. Naar man saa ser paa den faktiske politik, gaar de mod hoejrefloejen. De taler til venstre, men gaar til hoejre".
Problemet er for Bond at se, at der i oejeblikket ikke er et alternativt parti paa venstrefloejen, som vaelgerne i stedet kunne stemme paa.
"Saa det er aktivisternes vigtigste udfordring, lige efter valget, at begynde at presse regeringen", forklarer han. "Der skal startes en massemobilisering fra neden".
Ifoelge Bond tegner korruption den mest foruroligende udvikling i landet. Baade i det politiske system og ogsaa inden for politiet, er der udbredt korruption, som der boer handles imod.

No delivery, No vote
Flere af landets sociale bevaegelser er enige i dette syn. Abahlali baseMjondolo (Slumbeboernes Bevaegelse) mener ikke, at situationen i Sydafrika er blevet forbedret i de femten aar, hvor ANC har vaeret i regering. Bevaegelsen er bosat i slumkvarteret omkring Kennedy Road i Durban, hvor medlemmerne kaemper for retten til bolig, vand og el. De har ivaerksat en boykot af valget, No delivery, No vote. De mener ikke, at regeringen, som lovet, har leveret nogen service til borgerne i deres omraade.
"Hele systemet er korrupt", fortaeller praesidenten for Abahlali, S’bu Zikode, da jeg besoegte kvarteret for en uge siden. "Siden apartheids ophoer er vores samfund ikke blevet bedre. De sorte, der i dag har magten, undertrykker de samme sorte slumbeboere, som blev undertrykt under apartheid".
Han fastslaar, at "vi bor stadig i blikskure, vi har ikke el, og vi har kun fem vandhaner til 7000 familier. Disse ting vil regeringen kun forstaa, hvis vi protesterer".
"Det at undlade at stemme er for os en stemme i sig selv", pointerer han.

En blaekstreg paa tommelfingeren
I Guguletu ladet det dog ikke til, at No delivery, No vote-kampagnen har nogen virkning. Juliet og jeg er nu naaet inden for i kirken. Jeg har faaet anvist en haveplastikstol, som jeg maa sidde paa, mens Juliet stemmer.
Hun skal foerst hen og vise sit identitetskort, og faa bekraeftet, at hun er registreret som vaelger. Saa bliver der tegnet en blaekstreg paa hendes tommelfinger, saa hun ikke kan komme igen senere og stemme. Derefter faar Juliet overragt en halv meter lang stemmeseddel. Jeg taler imens med en valgobservatoer ved navn Ncumisa omkring dagens gang. Hun oplyser, at valget her i kirken indtil videre er forloebet roligt.
"Der var dog to personer, som havde to ekstra stemmesedler med i lommen. De lagde sedlerne i stemmeboksen inden vi kunne stoppe dem". Men naar vi taeller stemmerne, finder vi dem, for de har ikke et gyldighedsstempel, som de andre sedler", klukker Ncumisa, med et listigt smil paa laeben. Jeg er ret sikkert paa, at det er de faerrerste, som vil kunne snyde, uden Ncumisa opdager det.
Juliet har nu stemt og ser meget tilfreds ud, som om dagens arbejde nu gjort. Vi begiver os dermed ud af kirken og kan konstatere, at koeen ikke er blevet mindre, siden vi stod uden for.

Alle er sikre paa, at ANC vil vinde valget. Nu er spoergsmaalet, hvor lang tid befolkningen stadig vil se partiet som frihedskaemperen. Femten aar efter at hele verden jublede over den nyudraabte regnbuenation er der stadig sydafrikanere, som endnu ikke oplever, at loefterne om et bedre liv for alle er blevet opfyldt.


Skrevet d. 23. april af Nanna

torsdag den 23. april 2009

Fridage, anti - safari gruppen

Da jeg ved mine egne foraeldre er meget spaendte (og maaske en anelse utaalmodige) efter at hoere om hvad vi har lavet i fridagene vil jeg lige give et lige indblik i hvad nogle af os oplevede(Ida A, Nanna, Marie, Simone, Astrid og Kiki). Nanna har allerede beskrevet vores moede med kongen saa jeg tager fat straks derefter.
Molter foelger os til Manzini's busterminal for at finde en bus mod Tugela mouth som var vores naeste bestemmelses sted. Det skulle vaere en lille fisker/strand by ud mod det indiske ocean, godt 3 timer syd for graensen til Swaziland. Men da det er paaske og oven i koebet soendag er der ingen der vil koere os i hvert fald ikke til en pris som vi er villige til at betale! Efter lidt snakken frem om tilbage og lidt "prutte" triks faar vi dog en bil som viser sig at vaere en helt lille luksus bus, saa stemningen er hoej da vi endelig soendag eftermiddag koerer ud af Manzini by. Tiden flyver afsted isaer naar man har godt selvskab og er godt proivanteret! Vi naar efter et par timer til graensen og gaar mod tolden for foerst at blive tjekket ud af Swaziland og derefter ind i Sydafrika. Til sidst staar vi bare og venter paa vores soede chaffoer Sam som lige skal igennem. Imens vi venter bliver der joket med hvor meget vi ville vaere paa den hvis vores chaffoer ikke kom igennem. Det viser sig kort efter ikke bare at vaere en joke men virkelighed!
Foerst panikker vi lidt men Sam som jo er en yderst rar mand siger hurtigt at han nok skal skaffe noget andet transport til os. Da der er gaaet et par timer og moerket begynder at falde paa bliver vi dog igen lidt nervoese, isaer da Mette har fraraadet os at rejse naar der er moerkt samt fordi vi endnu ikke helt ved hvor vi skal bo i Tugela! Efter lidt tid faar vi dog fat i en anden chaffoer som koerer os videre imens Sam saa maa sidde og vente ved graensen paa han kommer tilbage. Stakkels Sam!
Efter lidt besvaer med at finde byen, da Charles vores nye chaffoer ikke kender omraadet, kommer vi endelig til en lille lidt smaa oede by hvor alle husene er indhegnet og der staar "armed responce" paa facaderne. Vi koerer frem og tilbage noget tid da vi ikke kan finde det og nogle fra gruppen begynder at blive lidt smaa nervoese tror jeg at jeg vil kalde det, og selv Charles begynder godt snart at ville tilbage. Sidste forsoeg paa at finde det sted vi gerne ville bo bliver at koere ned af en vej som viser sig at ende ud i stranden, altsaa skal bilen vendes. Midt i vendingen lyder et ordenligt brag! Det viser sig at vi er koert mod en stor beton klods og venstre fordaek er totalt flat og kofangeren er knaekket og haenger og dingler! Ikke helt optimalt eftersom det ikke engang var Charles bil men Sams og at han stadig havde 3 timer hjem!
Imens pigerne forsoeger at hjaelpe Charles med at finde det forsvundne reservedaek beslutter Astrid og mig os for at gaa paa jagt efter vores hostel. Da vi ikke kan finde det bliver vi enige om at gaa ind og banke paa et sted. Idet vi gaar ind af havelaagen naar Astrrid lige at sige, "tror du ikke de har saadan nogle kaempe store vagthunde her" foer gaet hvad, 2 store arrige hunde kommer lobende mod os! Da vi hverken toer gaa frem eller tilbage begynder vi med hinanden i haanden at raabe efter dem der bor i huset. Det viser sig der bor en ganske rar dame der foelger os hen til vores hostel som egentlig mere er en hytte. Et gammelt flipper par med deres surfer soen lejer hytter ud som man kan bo i. Helt perfekt for os!
I mellemtiden har pigerne fundet daekket under bilen og en frygtelig masse inder fiskere er traadt til som hjaelp.
Dagen efter smaa regner det, saa vi gaar bare op i byens eneste lille biks og koeber chokolade og daase mad og saa holder vi sommerhus hygge med spil, boeger og feminisme diskutioner til langt ud paa natten!
Tirsdag har vi faaet lavet en aftale med parets soen om at han og en ven koere os til Durban til det hostel hvor vi skal moedes med de andre. Med vores held med biler gaar der selvfoelgelig ikke lang tid foer tandremmen paa bilen ryger! Saa der midt paa motorvejen tilbragte vi 3 herlige timer med oplaesning fra Beverly Hills bog og Akon paa radioen! Bilen blev aldrig rigtigt fikset saa til sidst blev vi alle 6 piger med backpackere hente i en personbil og stuvet godt og grundet sammen! Tirsdag aften ankom dermed 6 meget, sulte, traette og lidt smaa gnavne piger til vores hostel i Durban for at finde ud af at de ikke havde registreret vores booking da det var Ida fra vores hold der havde ringet og booket til 6 pers. fra DK men ogsaa Ida fra safari der havde ringet og booket til dem 6 pers. fra DK! Det gik dog heldigvis op og vi fik alle en seng at sove i.
Saa meget for vores fridage, sikke en omgang! Heldigvis naaede vi lige at faa en enkelt dag paa stranden med sol og sand i maden!

onsdag den 22. april 2009

Gugulethu - Skru ned for tempoet og op for musikken!

Saa er vi landet i Cape Town! De sidste to naetter har vi tilbragt i et Township lidt ude for Cape Town ved navn Gugulethu hvor vi har boet hos forskellige familier. Jeg er helt vild med stemingen i Gugulethu - det er fattigt, men de unge der bor her er stolte af deres township og ser helst at blive boende her resten af deres liv. Stemningen er tilbagelaendet, og vi bliver hurtigt konfronteret med at vi gaar i et lidt for friskt tempo - her handler alt om attitude og man skal helst ligne en som ikke skal naa noget (ogsaa selvom man skal - African time). Samlignet med de andre townships vi har vaeret i, er det her tydeligt at de unge gaar meget op i at bruge penge paa at se godt ud og drikke de rigtige oel (Heiniken - paa trods af de ellers fremragende lokale oel - isaer Black Label er populaer i verden braender banden). Man kan i foreste gang undres over at det er saadanne ting de vaelger at bruge penge paa, men paa den anden side kan jeg ogsaa godt forstaa dem - de har brug for at identificere dem med andet end det at vaere fattig. Igaar havde vi en grillfest sammen med nogle af de unge og smukke i Gugulethu. Det var saa super hyggeligt og der blev spist, drukket, danset og koebt t-shirt designet af folk i townshipsene - humoeret var hoejt og det var dejligt at foele sig lidt paa boelgelaengde med de unge, istedet for de "priviligerede unge udefra", som vi jo ogsaa er, men det er rart nogen gange at laegge det faktum lidt paa hylden naar man bare gerne vil hygge sig og laere nogle nye soede mennesker at kende.. Misforholdet mellem rig og fattig skal bekaempes, men naar man er hernede mens det stadig eksistere kan det ogsaa vaere haardt hele tiden skal skulle moede nye mennesker paa et grundlag som bestaar i at vi er ulige.
I dag har vi vaeret ude at stemme med familierne og vi foeler os hvis efterhaenden lidt som smaa eskperter paa valget, paa trods af at det hele ikke er helt til at goere sig klog paa. Mens vi venter paa bussen der skal koere os til Cape Town centrum bliver der hygget paa gaden, danset og snakket politik. Gadelivet er helt specielt hernede.. Folk hilser paa hinaden og moedes i deres forhaver til en lille snak - virkelig hyggeligt. Nu bor vi i centrum af Cape Town paa et backpacker hostel hvor der er pool, bar, internet og alt det luksus som er super rart at vaere i naerheden af efter et par helt fantastiske, men ogsaa haarde dage i Gugulethu.

onsdag den 15. april 2009

Billeder til folket


Gruppebillede fra Manzini, sammen med Jan Sithole (i midten), general sekrataer for Swaziland Federation Trade Union og Dumo Svenni, leder af Swaziland Foundation for Socio-Economis Justice

Valgplakat for kommunistpartiet og ANC og Ida (A)

Billede fra Soweto ved Joburg. Kvarterets egne twin-towers i baggrunden

Unge studerende fra Danmark paa en trappe ved Santon Mall Center i Joburg

Amelie, Ida (K) og Tine som hviler sig efter en lang dag

Moedet med kongen

Solen staar hoejt paa himlen, stoevet hvirvler omkring os i luften, og vores pose med ny indkoebte daase-colaer er godt paa vej til at blive lunkne. Omkring os staar, ligger, danser og sidder swazi-folk fra hver en egn af landet. Mange har spraglet kuloert toej paa, og andre har hvide og blaa dragter paa.
”Marie, du skal altsaa tage noget oven paa hovedet”, siger Simone, og raekker Marie et toerklaede. ”Solen er alt for haard”.


Paaske i Swaziland
Det er d. 12. april, Kiki, Astrid, Ida (A), Simone, Marie og Jeg (Nanna) er paa Swazilands Sonhlolo National Stadium. I dag er en meget betydningsfuld dag for mange kristne swazier. Det er nemlig den sidste dag i den lange cermoni, der startede i fredags, hvis omdrejningspunkt er paasken.
Det er dagen, hvor alle de forskelling menigheder rundt omkring i Swaziland samles paa det nationale stadion og sammen hylder kristendommen – og selvfoelgelig kongen.
Vi har faaet placeret os ret godt paa midten af den tribule, som er overfor den kongelige families tribune. Kongen er lige paa trapperne til at goere sin entre, og Queenmother er netop ankommet.

Kongen er en god mand
Alle de mange 30.000, maaske 40.000 forsamlede swazier staar op, og der er saa stille, som der nu kan vaere, naar saa mange mennesker er forsamlet paa en gang. Der er blandt mange i den swaziske befolkning en stor aerefrygt og respekt forbundet til den kongelige familie. Det er isaer svaert at komme igennem med et negativt udsagn, fx omkring kongens store misbrug af borgernes penge, hos store dele af den fattige landbefolkning i Swaziland. Modsvarene er mange. For et par dage siden, sagde en kvinde, Nomsa Mamaba til mig, at ”Kongen er en god mand, hans hjerte er blandt befolkningen. Det er alle hans raadgivere, som er daarlige. De oensker det bedste for dem selv og ikke for Swaziland”.

This is bullshit
Kongen er nu ankommet til stadionet. Foran og bag kongens limosine koere i alt 8 politimaend paa motorcykler, 2 politibiler og 6 livvagter loeber omkring kongens, da den koerer op til tribunen. Lidt senere saetter kongen sig ved siden af Queenmother, og en praest taler ud til deltagerne gennem store hoejtalere.
”This is bullshit. How can he do this when people are dieing of AIDS”, udbryder Molter Yillakate, som er praest og Maries tidligere vaertsmor. Det er Molter, som har inviteret os 6 med til paaskecermonien. Molter forklarer, at kongen netop har bedt de deltagende om at samle penge ind til en ny stor kirke, som skal bygges.
”Piger, det her skal vi altsaa vaere forargede over”, siger Marie kort og kontakt. Og det er vi!
”Hvis han havde sparet det sidste palads vaek til hans nye 16 aarige kone, havde han ikke behoevedes at samle penge ind blandt de fattige”, siger Ida forarget. Vi andre nikker.
Senere forlader vi stadionet, da colaerne er sluppet op, og solen for laengst har givet os roede nakker og naeser.


Nogle tal for Swaziland
Om befolkningen
- 69% af befolkningen lever i fattigdom
- 42% er HIV positive
- Gennemsnitsalderen er 33 aar
- Arbejdsloesheden er paa 34%
Om kong Mswati d. 3.
- Har 13 koner
- Bygger et palads til hver af sine koner til ca. 7 mio. kr. stk.
- Kongen og hans koner burger daglige 190.000 kr. om dagen
- Ejer 90% af jorden I Swaziland

torsdag den 9. april 2009

Saa revsede vi i Swazi-medierne...

http://www.times.co.sz/index.php?news=6953

Kliptown

Lige en ganske kort update til de bekymrede foraeldre!

Loerdag tog vi allesammen afsted fra vores hostel til det der til nu staar som noget af det vildeste jeg i mit liv har oplevet! Vi koerte til den del af Soweto der hedder Kliptown, som i bogstaveligste forstand er slum! Det var blik skure, ingen vand og el, festival toiletter som alt alt for mange mennesker skulle deles om, rotter over alt, beskidte boern uden sko, folk der var hamrende berusede foer hanen galede og endnu flere folk der knap nok havde til at faa et enkelt maaltid om dagen.
Her skulle vi tilbringe de naeste 2 naetter hos forskellige vaertsfamilier! Det var noget af en overvindelse! Ikke alle var lige glade for situationen da vi med vores kontaktperson Ali gik rundt for at blive fordelt hos familierne. Men paa trods af alle de fysiske overvindelser var det samtidig helt vildt laererigt og samtidig inspirerende hvor godt alle tog imod os og hvor meget energi og haab de havde til at komme igennem dagen!

Familierne vi endte hos var ogsaa meget forskellige. Mig og Simone boede fx hos en familie som bestod af en bedstemor, en mor og 4 boern. Moderen var ikke mere end 25 aar og var biologisk kun mor til den yngste dreng men da hendes soester var doed sidste aar af AIDS havde hun overtaget hendes 3 boern ogsaa. Bedstefaderen havde forladt dem for laenge siden og moderens mand var allerede flyttet mens hun var gravid. Bedstemoderen passede boernene det meste af dagen mens moderen var paa arbejde for at forsoerge familien. Vi var vildt imponerede og betagede af disse staerke kvinder der maatte staa saa meget imod hver eneste dag! Derudover boede Anne og Emil hos et ungt tvillinge par, der trods de knap havde til morgenmad, da deres foraeldre drak de fleste penge op, hver morgen stod op for at stryge deres toej saa de kunne se smarte ud. Astrid og Marie var for hoeje til at de kunne sove hos deres familie saa de sov hos Julie og Tine, 4 mennesker i en halvandenmands seng. Nanna og Ida A boede hos en ung alene mor med en meget fordrukken kaereste, og sidst men ikke mindst Ida Klejs og Amalie som boede hos en af de mere velhavende familier, i hvert fald kunne de se spiderman, da familien havde "stjaalet" sig til stroem.
Aah der er saa meget at fortaelle derfra og jeg er ret sikker paa at det er en oplevelse der laenge vil sidde meget dybt i os allesammen og som i vil hoere meget mere om naar vi kommer hjem!

Nu er vi i Swaziland og selvom vi alle talte timerne i Kliptown til vi kunne komme paa et rent toilet og i bad saa aerger jeg mig alligevel over at vi ikke var der i laengere tid, nu jeg ser tilbage paa det. Men ja vores hostel her er totalt nice, der er pool og bar og alting saa det har laerne timet godt lige efter saa vild en omgang!
Det var alt for nu, og forresten saa har vi det godt!